Søndag den 25. Maj blev Oktoberboys gjort til Oktobertoy. FC Åben Modus – journalisthøjskolens stolthed – holdt nemlig legestue. 5-0 blev resultatet af den ulige kamp.
Af Martin Kampmann
Hjemmeholdet FC Åben Modus skulle forsøge at følge op på den seneste tids stigende formkurve, mens Oktoberboys skulle holde fast i deres sjetteplads i JBU’s serie 6.
Missionen lykkedes til fulde for Anne Marie Dohms udvalgte, hvilket sender oktoberdrengene længere ned i tabellen. Modus er på vej mod toppen.
Kampbanen ved Møllevangskolen var bestemt ikke serie 6 fodbold værdig, men alligevel formåede FC Åben Modus at levere pæn, flydende og teknisk fodbold.
Det resulterede i et hurtigt føringsmål, sat ind af den glimrende Kristian Nygaard. Selve situationen omkring målet er svær at beskrive, men det ligger fast, at Hr. Nygaard befandt sig tæt på mål, da afslutningen faldt.
I den resterende del af første halvleg fortsatte Åben Modus med at presse Oktoberdrengene i bund. Angrebene bølgede ned mod udeholdets mål, og chancerne var mange, men yderligere scoringer udeblev. Andreas Digens havde dog bolden over stregen, men ikke nok til, at dommeren kunne se det. Andreas skulle dog få sin revanche senere i kampen.
Man må kippe med flaget for flot varieret offensivt spil fra Modusdrengenes side. Over flankerne, gennem midten, lynhurtigt – Oktoberboys var reduceret til statister.
Samtidig stod en relativ uprøvet firebackkæde stærkt og forhindrede åbne muligheder til modstanderholdet.
Kort inde i anden halvleg skete retfærdigheden fyldest. Selvom Åben Modus’ angrebsspil ikke flød nær så flot som inden pauseteen, var overtaget stadig massivt, og på en lang ”stikning” (desperat clearing) fra den solide centerback Martin Davidsen lykkedes det, på fornem vis, angrebskometen Jeppe Strandberg at overliste Oktoberboys’, i øvrigt, stærke målmand.
Kampen var hermed reelt afgjort, og frustrationen hos flere af de lettere fedladne Oktoberdrenge kunne tydelig mærkes. Det resulterede, for målmand Svennevig, i et voldsomt sammenstød, der kostede ham en bule af høj karat – måske man i fremtiden ser Svennevig vogte målet med en Peter Cech hjelm.
Det var en oktoberangriber, der kom alt for sent på bolden, og han burde, efter undertegnedes overbevisning, være blevet tildelt et gult kort. Men kampens dommer, der udmærkede sig ved et hav af offsidekendelser og en meget statisk placering omkring midtercirklen, var ikke enig. Dommeren skal ellers have ros for, inden kampen, at udstede en meget klar linie om fairplay med ordene, ”vi skal jo alle sammen op i morgen”.
Resten af anden halvleg formede sig efter F.C. Åben Modus’ hoved, og yderligere tre scoringer var uundgåelige.
Og hvem scorede målene? Andreas Digens fik sin førnævnte revanche for sit ikke godkendte mål i første halvleg, Coach Andreas Nielsen udnyttede – ikke stensikkert – et straffespark, og Morten Eggert Nielsen kronede en flot indsats med et fabelagtigt hælspark tæt under mål.
Flot af Åben Modus. Men Jakob Sheikh må alligevel være en skuffet mand efter mindst et dusin afbrændte direktører samt et stort antal field goal forsøg, der leder tankerne mod en gammel dansker i Atlanta, USA.
Den lille teknikker skal imidlertid roses for sin ihærdighed, der ikke var til at tage fejl af. Han skal nok få hul på bylden snart!
Efter kampen blev debutant og centerback Martin Kampmann hædret med titlen som kampens spiller. En hyldest, som fik glæden til at bruse i Kampmanns krop, indtil han erfarede, hvad kåringen indebær.
Det var et hårdt slid for den uprøvede Kampmann at vaske så meget ildelugtende tøj, men erfaringen er uvurderlig.
Og ret skal være ret – hvis FC Åben Modus skal holde fokus og dermed avancere i tabellen, kræver det rent tøj!
Næste hurdle for Åben Modus er udekampen mod AC Pink Panthers på søndag den 1. juni.
De 11 startende for F.C. Åben Modus:
Nikolaj Svennevig
Kristian ”Junior” Martin Davidsen Martin Kampmann Mathias Folke Stigsgaard
Rasmus Skovbo
Jakob Sheikh Morten Eggert
Kristian Dam Nygaard Andreas Digens
Jeppe Strandberg
Rokeringer i pausen sendte coach Nielsen ind som skraldespand på den centrale midtbane og Rasmus Skovbo ud på højreback positionen. Kristian ”Junior” tilbragte anden halvleg på sidelinien.