Morten Top gjorde forskellen

Af Kristian Nygaard

Torsdag aften bød coach Davidsen velkommen til sin gamle
hjemmebane aka ”Maratonklubben” Århus Idrætshøjskole. Når
man er vant til serie 5 tempo med senile dommere og
angribere med større ølmave end talent, var det noget af en
opgave for Modus at stille op imod de evigt løbende,
kontrollerende, hurtig kombinationsspillende purke fra
Århus nord.

3-4 afbud i sidste time plus en blodig hals gjorde at Modus
måtte rokerer en smule om på startopstillingen og der blev
dermed debut til et par nye spillere: Mikkel, Mikkel og
Mark(Jeg ved ikke om det var den reelle debut, jeg havde
bare ikke set dem før). Uanset hvad, tillykke med debuten
og godt kæmpet.

En midterforsvars beretninger set gennem kunstigt græs grus
og svedigt pandehår:

Modus startede kampen med FC Gnu i baghovedet, da vi
allerede spiller igen i morgen(i dag hvis du læser det
fredag og i går hvis du læser det lørdag osv.). Måske med
baghovedet under armen for en mere usammenhængende midtbane
har jeg ikke spillet bagved, siden jeg startede i Modus.
Angriberne kunne ikke tæmme bolden og forsvaret(undtagen
venstre midterforsvar) halsede hele tiden bagefter og
afslørede flere måneders forsømmelser i styrkerummet.

Men det var ikke kun os. Idrætshøjskolen spillede os rent
ud sagt ud af banen med hurtigt kombinationsspil og selvom
vi prøvede at gå tæt på dem, var der hele tiden 5-6
spillere løbende frem og tilbage og ind og ud mellem
hinanden. Så er det ret svært at skulle holde øje med
waterboy ude på venstreback og Mikkel 1(jeg favoriserer
ikke, så Mikkel 2 på højre kant skal ikke føle sig
underkendt) ude på højre back. Et par heldige ryk op af
banen grundet koncentrationssvigt hos modstanderen gjorde
at vi et par gange nærmede os deres straffesparksfelt og
efter en masse hovedrysten, ”kom igen” og gode indgreb fra
Scheelsbeck i målet, gik vi til pausen bagud 0-4. Vi burde
have været mere bagud, men især Morten Tops kvarter lige
før pausen skabte optimisme og fyrtårnet fra Sct. Anna gade
løb tilfreds ud tilbage på den tomme bænk og lod resten af
holdet få spilletid. What a gentleman.

I pausen gik taktikken på, at erkende at de nok var bedre
end os og at vi bare måtte gøre vores bedste, så skulle det
nok gå. Idrætshøjskolen skiftede førsteholdsspillerne ud og
anden halvleg blev en mere overkommelig affære. Hvis ikke
solen allerede var gået ned, havde Wisbech løbet den ned og
jeg mener, det er ham, der burde skrive disse linjer. 0-4
blev til 0-7.

Vi kæmpede godt, men talentet og
koncentrationen var ikke til stede i dag. For mange dumme
boldtab og håbløse lange bolde var udslagsgivende for, at
de fine takter fra Dario-kampen ikke blev ført videre. Men
når vi i morgen slår Gnu, kan det hele være lige meget. Så
vil det bare være en sjov historie at fortælle
børnebørnene: ”Dengang jeg spillede for Modus. Der tabte vi
7-0. Og vi kunne sagtens have tabt med det dobbelte
hahahahahaha.”

Til sidst listede Kristian Nygaard sig med op på et
hjørnespark. Han vred sig fri af sin opdækker og fik fat i
en nedfaldsbold men på grund af kommunikationssvigt fik han
ikke lov til at score(Det skulle lige med). Punktum.