General-for-sans-og-samling forår 2009

Lørdag den 20.juni slår FC Åben Modus dørene op til den årlige General-for-sans-og-samling.

Den kommer til at foregå hos
festformand Martin Kampmann på adressen Schleppegrellsgade
22, 5. sal, 8000 Århus C klokken 18.15. Der vil som det sig
hør og bør blive serveret et måltid til festen. Klokken
22.00 åbner vi så døren for kvinder, hvis der skulle være
nogle, der er interesserede i at møde op.

Udover det obligatoriske bestyrelsesvalg til
generalforsamlingen, skal vi også have foretaget de
traditionsrige sæsonkåringer. Kategorierne er som følger:

*Årets Spiller
*Årets Stikkersvin
*Årets Mål
*Årets Drop
*Årets Stand-up Guy
*Årets Brockhoved
*Årets Ulla
*Årets Rookie

Derudover er der som altid mulighed for at indstille
Modus’er til æresmedlemmer. Både awardstemmer og
æresmedlemsindstillinger skal sendes til mailadressen
 sfstanbury@mail.djh.dk .

Endelig skal det nævnes, at det ville være en rigtig god
lejlighed for diverse ølskyldnere til at få betalt deres
gæld til klubben.

For en god ordens skyld vil vi gerne have et overblik over hvem der kan komme til General-for-sans-og-samlingen. Så i bedste Modus-ånd:

Hvem er klar?

Tilmelding til vigtig kamp mod Skovbakken

Det spidser til i toppen af Serie 5, hvor fire hold nu kæmper om oprykning til Serie 4 samt en plads i kampen om det jyske mesterskab for Serie 5-hold. FC Åben Modus ligger på tredjepladsen med 12 point – et point fra topholdet Sabro IF.

Grundlovsdag møder FC Åben Modus Skovbakken, der er placeret på fjerdepladsen med 11 point. Seneste opgør mellem de to hold endte med en sejr til Skovbakken på 1-3 i en kamp, som FCÅM førte frem til 83.minut. Nu er det tid til revanche.

Spilletid: Grundlovsdag, fredag den 5.juni klokken 11.00

Mødetid: 10.00

Møde- og spillested: Vejlby/Risskovcentret, ved Idrætshøjskolen, Vejlby Centervej 53, Risskov.

Hvem er klar til kamp?

Sabro IF – FC Åben Modus 0-1

Af Sebastian Stanbury

 Sabro Hallens idrætsanlæg: Sig navnet, og enhver Modus-spiller vil tænke på episke dyster, hvor rød og blå er tørnet sammen med dramaer af Shakespeare’ske dimensioner til følge. Eller det vil sige, i efteråret blev der i hvert fald spillet en af slagsen, da Sabros hjemmebane var ramme for et 4-3 opgør, der både indeholdt underholdende angrebsspil, ubegribelige forsvarskoks, årets mål og et heroisk, men i sidste ende ufuldendt comeback.

 23. maj blev der dog samme stedet spillet et opgør, der i drama og intensitet ikke lod efterårets opgør noget tilbage. Ingen havde dog på forhånd kunnet forudsige det tordenvejr af en fodboldkamp, der var i vente.

Ved kampstart lignede det nemlig en fin fodboldkamp i smukt vejr, men det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke var en kamp som alle andre. Inden for de første 10 minutter havde dommeren, der bevægede sig som Alf Inge Haaland et par minutter efter en Roy Keane-tackling, dømt fem-seks frispark, og det blev derfor klart, at hverken hårdt, almindeligt eller blødt spil ville blive tolereret. Det var FC ÅM dog fine til at håndtere i første halvleg, hvor Sabro i stedet så gult to gange. Spillemæssigt var de første 45 minutter dog forholdsvis stille og rolige, og da Sabro havde bolden i nettet, blev annulleret for frispark på Mark Målmand. Modus største chance tilfaldt Mikkel Cantzler, hvis forkølede venstrebensafslutning desværre gik ved siden af. Han burde nok have overladt bolden til undertegnede, der lå helt fri lige bagved – uden det dog nødvendigvis havde givet et bedre resultat…

 I anden halvleg eksploderede kampen. Den ikke-eksisterende måltavle viste stadig 0-0, men til gengæld kom kuglepennen, den sorte bog og kortene i dommerens lomme på overarbejde. Første advarsel faldt et stykke inde i kampen til Mads Fisker for at have knopperne lidt for langt fremme, og efter den var det bravt kæmpende lyseblå hold ikke fuldtallige i resten af kampen. Dommeren overreagerede på alt, det ene gule kort afløste det andet, og snakken på sidelinjen gik på, om det kunne lade sig gøre at hive et mirakel af en nulløsning med i omklædningsrummet.

Det blev ikke en nulløsning, og det var Coach Davidsens skyld. Et par mand i undertal med få minutter igen drønede Jesper Kirkbak en desperat bold frem mod træneren, der på umulig vis fik listet bolden i nettet. Herefter var det for alvor slåskamp, og Man of the Match Mark Gundelund havde sin sag for i målet, men det lykkedes i fællesskab Modus-forsvaret og Sabro-angrebet at holde bolden fra netmaskerne. Et minuts tid efter, at Dennis Bjerre havde gjort dommeren opmærksom på, at tiden var løbet ud og hans armbåndsur bippede, blev der så fløjtet af, og en gruppe kogende Modus-spillere kunne juble over sejr i sæsonens mest dramatiske kamp. De kunne også juble over udsigten til en masse øl, når Mads Fisker, Kasper Thulstrup, Mikkel Cantzler x 2, og Mikkel Keldorf betaler deres gæld for gule kort.

 Udover de tre point, kunne FC Åben Modus holde hovedet højt efter en mandfolkeindsats, hvor alle gav, hvad de havde for holdet, og bidrog med de midler, de havde til rådighed. På trods af skader, udmattelse og stærke varmegrader var der vilje og fight i alle spillere på holdkortet. Jeg forudser allerede nu, hvordan samtalen vil udvikle sig, når mit kommende barnebarn engang om mange år, spørger til min deltagelse i kampen:

“Grandpa, were you a hero in the war (against Sabro)?” “No… But I served in a company of heroes!”

Kampen i tal:

Sabro IF – FC Åben Modus 0-1 (0-0)
0-1 Martin Davidsen (assist: Jesper Kirkbak) (83.)

Gule kort:

Mads Fisker
Kasper Thulstrup
Mikkel Cantzler x 2
Mikkel Keldorf
Sabro-spiller 1
Sabro-spiller 2
Sabro-spiller 3

Rødt kort:

Mikkel Cantzler (gult/rødt)

Man of the Match: Mark Gundelund Nielsen

Startopstilling FC Åben Modus:

Målmand: Mark Gundelund Nielsen
Forsvar: Jesper Kirkbak, Martin Kampmann, Mads Damm, Kasper Thulstrup
Midtbane: Mikkel Keldorf, Mikkel Cantzler, Dennis Bjerre, Martin Davidsen, Lasse Nielsen
Angreb: Morten Munk

Indskiftere: Sebastian Stanbury, Håkon Stolberg, Mads Fisker

Truppen mod Sabro er klar

Lørdag eftermiddag spiller vi en vigtig topkamp mod Sabro IF.

Mødetid: Lørdag klokken 12.30

Spilletid: 13.30

Møde- og spillested: ved Sabrohallen, Damvej 110, 8471 Sabro

Følgende 14 er udtaget:

Morten Munk
Dennis Bjerre
Jesper Kirkbak
Kasper Thulstrup
Martin Davidsen
Mikkel Cantzler
Mark Gundelund Nielsen
Simon Danneskjold-Samsøe
Sebastian Stanbury
Mikkel Keldorff
Håkon Stolberg
Mads Damm
Martin Kampmann
Mads Fisker

Klarmelding til udekamp mod Sabro

Lørdag fortsætter vi de gode takte i Serie 5, når vi møder topholdet Sabro på udebane.

Mødetid: 12.30

Spilletid: 13.30

Møde- og spilletid: ved Sabrohallen, Damvej 110, 8471 Sabro.

Hvem er klar?

FC Åben Modus – FC Gnu 3-2

Gnuen atter tæmmet

Et comeback og et flashback for Modus’ man of the match var med til at føre holdet mod sejr i weekendens dyst på Katrinebjerg

Af Mathias Stigsgaard

“Bare gør som mod Sabro!”

Råbet fra coach Davidsen på målmandsposten fremkaldte et smil på tænderne hos den tilbagevendte venstre back, spændt op til startfløjtet på kampen mod FC Gnu.

Et smil over de glade minder om scoringen, der for kun et halvt år siden vandt ‘Sæsonens mål’ i Modus – boldens smukke flugt fra slidt støvleskind til øverste hjørnes netmasker blev endnu en gang afspillet på den indre fladskærm.

Og samtidig et smil over den forsvindende smalle sandsynlig for, at kongekassen ville gentage sig på denne kolde forårssøndag.

Nej, det var i højere grad Åben Modus’ genopståen, der var på dagsordenen hos de lyseblå helte. Genopståen fra et smerteligt og ufortjent nederlag i det fynske, og genopståen fra et umodereret indtag af alkohol til bunkerens forårsfest aftenen før.

Trods en smal trup med synlige tømmermænd øjnede træneren et vist sejrspotentiale i denne hjemmekamp mod et hold Gnuer, der tidligere i sæsonen havde fået hornene i Modus-maskinen, og han skulle hurtigt få yderligere opmuntring.

“Bare gør som mod Sabro!”

Smal chance til trods – ordren blev pludselig udført! Et langt frispark blev øset op mod Modus-klipperne i boksen men afvist af en Gnu-pande i første omgang. Den fremskubbede venstre back samlede op på kanten af feltet, tæmmede og lossede så til læderet, der på Sabro’sk vis steg til vejrs, og – kærtegnet af den stærke sidevind – dykkede ned i fjerneste hjørne over sagesløse, flagrende Gnu-arme. Spådom opfyldt. 1-0 Modus. Så var de i gang.

Hvad der derpå fulgte, havde muligvis hentet endnu højere odds hos bookmakerne før kampen end åbningsmålets retrofacon. Få minutter senere blev den tilbagevendte venstre back nemlig dobbelt målscorer for første gang i karrieren siden 1994 (med mindre man tæller kampe mod Ulla)!

Endnu engang var backen med det kolde venstreben trukket frem i banen, på opfordring fra forsvarsstyrmand Poulsen, og helt ind i det afkridtede felt til et hjørnespark fra den ligeledes tilbagevendte ex-coach Nielsen. Teknikeren Andreas serverede en indadskruet sukkerbal i bedste Beckham-stil, og før han selv vidste af det, havde vor venstre back kvitteret med et hovedstød, der igen beskrev en bedårende bue over brødet i buret. ¡Que Viva Modus!

De følgende Modus-aktioner var dog mere til græmmelse end gratulationer. Bagkæden forærede chancer og især hjørnespark væk, og på de sidstnævnte fik Gnuerne alt for let spil og kunne i to omgange hovedstøde/skulderstøde/klumpe bolden ind over stregen til en hurtig reducering og derpå udligning, der forbitrede pauseteen for de lyseblå helte.

Introduktionen af Benjamin Garne for højrekanten Lisberg havde gjort noget for at stabilisere både balancen og promillen i opstillingen, men den utraditionelle og fra denne skribents synsvinkel asymmetriske formation hos Gnuerne formåede i flere omgange at presse hjemmeholdets bagerste fire, selvom også ÅM’erne viste fremdrift, med især en løbevillig Simon Samsøe på toppen og Nielsen/Bjerre Jr./Garne-aksen som udfordrende kræfter mod Gnuernes venstre forsvarsside.

Men uafgjort stod det ved pausen og manglende gennemslagskraft på Modus-venstrekanten blev udbedret ved introduktionen af Mads Fisker og et løft i spillet hos Journalisthøjskolens Abel Xavier, Andreas Digens. Et gult kort til midtstopper Kirkbak satte på begge sider af halvlegen lidt pres på de lyseblå men uden at producere Gnu-afslutninger, der for alvor kunne sætte sved på panden af coach Davidsen på stregen.

Efter pausen var der ikke nær så actionpacked på banen, med en udpræget mangel på både skader, advarsler og mål, men en enkelt gang måtte der lykkeligvis justeres på måltavlen, da et frispark fra Garne blev hældt op i feltet til en overraskende umarkeret striker Samsøe, hvis udstrakte højrepløk uden videre besvær sendte bolden i nettet og Modus i front.

Efter den forløsning var der ubehagelige paralleller til SDU-kampen i form af et meget lavtliggende lyseblåt mandskab, der satsede på at holde føringen hjem. Kritiske tunger ville mene, at Gnuerne med lidt gejst kunne have overrumplet et nervøst Modus-forsvar, men de præsterede ikke andet end forfejlede lange bolde, frustrationsfrispark ved hvert kontraangreb og en hyklerisk blanding af tuderi og svinestreger (hej, Gnu nr. 4) – reelt var Modus-sejren aldrig truet.

Bonusfakta:

-Kampen er, så vidt vides, første tilfælde af to brødre i kamp for Modus på en gang, da Dennis Bjerre havde bror Chris med. Tidligere har (blandt andet?) brødrene Frey Ahrentzen begge optrådt i lyseblåt, men aldrig samtidig.

-Skribent Stigsgaard har scoret fire mål for FCÅM (uden at tælle Ulla-kasser) – alle sat ind fra venstre back.

 

Kampen i tal

FC Åben Modus – FC Gnu 3-2 (2-2)
1-0 Mathias Stigsgaard
2-0 Mathias Stigsgaard (assist: Andreas Nielsen)
2-1
2-2
3-2 Simon Danneskjold-Samsøe (assist: Benjamin Garne Jakobsen)

Gult kort: Jesper Kirkbak

Man of the Match: Mathias Stigsgaard

Startopstilling FC Åben Modus:
Målmand: Martin Davidsen
Forsvar: Rasmus Skovbo, René Poulsen, Jesper Kirkbak, Mathias Stigsgaard
Midtbane: Nicolai Lisberg, Andreas Nielsen, Dennis Bjerre, Chris Bjerre, Andreas Digens
Angreb: Simon Danneskjold-Samsøe

Indskiftere: Mads Fisker, Benjamin Garne Jakobsen

Truppen mod FC Gnu

Søndag møder vi FC Gnu.

Mødetid: 11.00

Spilletid: 12.00

Møde- og spillested: Katrinebjergskolen

Truppen

Jesper Kirkbak
Martin Davidsen
Nicolai Lisberg
Dennis Bjerre
Rasmus Skovbo
Mathias Stigsgaard
Simon Danneskjold-Samsøe
Andreas Digens
Benjamin Garne Jakobsen
Andreas Nielsen

Den opmærksomme læser har bemærket, at kun 10 mand har meldt sig klar. Der er dermed stadig plads i truppen. Er der flere der er klar??

AC Jourventus (SDU) – FC Åben Modus 2-1

Fredag den 15. maj dannede Campus Road rammerne, for kampen mellem AC Jourventus, og Journalisthøjskolens stolthed, Aaben modus. Traditionen tro var kampen et større tilløbstykke, hvorfor et dusin studiekammerater havde valgt at tage den lange vej til Odense for at støtte de lyseblå helte.

Den skæbnesvangre highriskkamp, version 7.0, blev fløjtet igang 17.15 og fra start af satte modusspillerne sig tungt på kampen. Coach Davidsens valgte endnu engang at satse på den ny midtbanekonstellation. Midtaksen bestående af Jakob Sheikh, Mikkel Cantzler og Dennis Bjerre som en tilbagetrukne skraldemand, fandt hurtigt ind i et fornuftigt samarbejde, der gjorde det svært for de forlorne journaliststuderende at spille sig igennem til modussernes banehalvdel. De få gange de lykkedes dem, stod den rutinerede forsvarskæde, med anfører Mads Damm i spidsen, klar til at ekspedere boldene væk.

Simon Danneskjold lå alene på toppen, en rolle han udførte til UG. En god stødpude, som de øvrige spillere kunne smække bolden op på, med vished at den ville forblive i egne rækker.

Aaben modus var hårdt arbejdende hele kampen igennem og pressede AC Jourventus højt oppe på egen bane. Det gav i mange situationer pote, for eksempel da Mikkel Cantzler tog et løb og pressede målmanden i forbindelse med en tilbagelægning til denne. Mikkel Cantzler løb bolden op, men på mærkværdig vis omsatte han kun en 100 procents tête-à-tête mod SDU’ernes  målmand til et målspark.

Mere held havde han da han 12 minutter inde i kampen endnu engang forlod midtbaneslagmarken for at presse modstanderens keeper i eget felt. Udslaget af den tackling både keeper og Mikkel Cantzlers kastede sig i, blev en fortjent modus føring.

Resten af første halvleg sad Aaben Modus solidt på. De kontrollerede begivenhederne og lod ikke hjemmeholdet få mere snor en allerhøjst nødvendigt.

Det fik de til gengæld efter pausen. Om det skyldes, at den elegante midtbanekreatør, Jakob Sheikh lod modusvennerne i stikken og forlod Odense i løbet af pausen, skal jeg lade være usagt. I hvert fald mistede Aaben Modus fuldstændig grebet om kampen. Offensivt var der kun meget få chancer, og defensivt blev de reduceret til SDUernes leg med musen.

En stærkt spillende Mark Gundelund, stod i flere situationer som en solid sidste skanse.  Med 12 minutter igen, kunne han dog ikke stille meget op da en AC Jourventus spiller kunne prikke bolden ind i maskerne.

Men antiklimaks havde slet ikke vist sit grimme fjæs endnu. Modusspillerne forsvarede sig bravt med alle midler, men alligevel lykkedes det de gule fra Odense at bringe sig foran med kun fem minutter igen. En offensiv satsning fra Coach Davidsen side bar aldrig frugt, så SDUerne kunne byde Modusspillerne og deres tilhængerne til fest med en klam sejr i bagagen.

Kampen i tal

AC Jourventus (SDU) - FC Åben Modus 2-1 (0-1)
0-1 Mikkel Cantzler (22.)
1-1 (78.)
2-1 (85.)

Gult kort: Martin Kampmann

Man of the Match: Mikkel Cantzler

Startopstilling FC Åben Modus:
Mål: Mark Gundelund Nielsen
Forsvar: René Poulsen, Mads Damm, Martin Kampmann, Kasper Thulstrup
Midtbane: Mikkel Keldorf, Jakob Sheikh, Dennis Bjerre, Mikkel Cantzler, Andreas Digens
Angreb: Simon Danneskjold-Samsøe

Bænken: Rasmus Skovbo, Morten Munk, Jesper Kirkbak, Mads Fisker, Martin Davidsen, Håkon Stolberg, Sebastian Stanbury, Jeppe Strandberg.

FC Åben Modus vs FC Gnu

Søndag spiller vi en svær og vigtig kamp i kølvandet på højrisikokampen. Modstanderen er bundholdet FC Gnu, som vi vandt knebent over tidligere på sæsonen.

Mødetid: søndag den 17.maj klokken 11.00

Spilletid. 12.00

Møde- og spillested: Katrinebjergskolen

Hvem er klar?

Pressemeddelelse: HighRisk-trup udtaget

Truppen er udtaget

Træner for FC Åben Modus, Martin Davidsen, har i dag sat navne på de spillere, der skal forsvare Journalisthøjskolens stolthed fredag den 15.maj i kampen mod AC Jourventus fra Syddansk Universitet. 19 spillere er skrevet på holdkortet til den skæbnesvangre kamp.

- Det var egentlig planen, at der kun skulle 18 mand med til kampen i Odense, men jeg har valgt at tage en ekstra med, så vores trup er ekstra bred. vi får brug for alle mand, men det er uundgåeligt at nogen får mere spilletid end andre. Vi spiller for at vinde, siger Martin Davidsen, der har set bort fra et par spillere, der ellers havde meldt sig klar.

- Det har i det hele taget været en svær beslutning at fravælge nogen, da vi råder over mange klassespillere. Men de fravalgte spillere har taget det pænt, siger Martin Davidsen.

FC Åben Modus’ trup til kampen mod AC Jourventus:

Morten Munk
Simon Danneskjold-Samsøe
Martin Davidsen
Håkon Stolberg
Mark Gundelund Nielsen
René Poulsen
Mads Damm
Kasper Thulstrup
Mikkel Cantzler
Jakob Sheikh
Sebastian Stanbury
Jesper Kirkbak
Rasmus Skovbo
Andreas Digens
Mikkel Keldorf
Martin Kampmann
Mads Fisker
Jeppe Strandberg
Dennis Bjerre

Kampen mod SDU spilles fredag den 15.maj kl. 17.00 på B1913’s gamle hjemmebane, Campus Road. Der er busafgang fra Journalisthøjskolen klokken 13.45. Billetsalget er i fuld gang. Prisen er 50 kroner.

Læs mere om højrisikokampen her

Læs omtale af kampen på Journalishøjskolens hjemmeside.

Læs optakt til kampen i Illustreret Bunker, der udkommer tirsdag den 12.maj.