Forbilledlig fightervilje sikrede FCÅM førstepladsen
FC Åben Modus sled sig søndag eftermiddag til en 2-1-sejr over topholdet JAI Aarhus. En sejr, der placerer Journalisthøjskolens stolthed på en foreløbig førsteplads i Serie 5.
Af Man of the Match: Martin Gottschalk Rasmussen, 1. semester hold 5.
Søndag blev dagen, hvor drengene fra Journalisthøjskolen strøg helt til tops i Serie 5. Førstepladsen blev overtaget fra dagens modstanderhold, JAI Aarhus, der blev væltet af tronen med en 2-1-sejr af et hårdt kæmpende Modus-mandskab, som viste stor moral undervejs i kampen.
Allerede i omklædningsrummet før kampen var stemningen nær det ekstatiske niveau. Nikolaj Vorre havde nemlig valgt at præsentere holdkammeraterne for dagens hemmelige taktik, der bestod af uvasket, vådt og ildelugtende tøj!
”Jeg har spist rotter i militæret, men det her er alligevel det klammeste, jeg har prøvet,” udbrød Jens Holt Hansen entusiastisk.
Massiv boldbesiddelse førte til debutmål
Tøj-taktikken så hurtigt ud til at virke, for Modus-drengene sad på kampen fra første fløjt. Overtaget i boldbesiddelse udmøntede sig i et par gode muligheder i front, hvor Modus var tæt på flere gange ved hjørnespark. Det var lige ved og næsten, men den sidste skarphed manglende – eksemplificeret ved to friløbere, der på det skammeligste blev brændt af angriberne i front, Martin Gottschalk Rasmussen og Peter Søndergaard.
I den anden ende var det ikke mange chancer, JAI Aarhus fik produceret. De var dog alligevel millimeter fra en føring midt i første halvleg, men stolpen reddede de tapre journaliststuderende.
Et kvarter før pausen kom forløsningen. Debutanten Martin Gottschalk Rasmussen erobrede bolden på egen banehalvdel, hvorfra han stak af sted mod JAI Aarhus’ mål som en anden gazelle, driblede en mand og fyrede af fra kanten af feltet. Målmanden parrede det drilske skud, men Martin Gottschalk Rasmussen var først på riposten og sendte FCÅM fortjent i front.
Lige inden pauseteen blev Peter Søndergaard sendt alene i dybden, hvor han med et smukt lob scorede et pragtmål. Til stor fortvivlelse havde dommeren dog fløjtet til halvleg midt i angrebet, hvilket han senere forklarede med, at der var offside. Samme dommer, der i en ophidset episode blev overrasket over, at Morten ikke havde haft matematik i skolen.
Hård fight i anden halvleg
Anden halvleg begyndte lidt som første. Modus-forsvaret blev ved med at afvise angriberne fra JAI Aarhus, men efter et gult kort til Anders, måtte Modus-drengene bukke under for presset i undertal. I Modus’ venstre side slap en JAI Aarhus-spiller lidt for let igennem, sendte bolden ind i feltet, hvor den blev sat ind til en udligning til 1-1.
Herefter viste Journalisthøjskolens stolthed stor moral, da de fuldtallige igen kæmpede sig tilbage i kampen. Midt i anden halvleg opfangede Modus-angriberen Martin Gottschalk Rasmussen en løs bold i feltet, tog et træk til siden, hvorefter der blev lavet et klokkeklart straffe på ham.
Nikolaj Vorre var sikkerheden selv fra de 11 meter, hvor han med et resolut spark sikrede Modus føringen. En føring, der holdt resten af kampen ved hjælp af en forbilledlig fight fra hele holdet.
En fortjent sejr i topkampen og en førsteplads til FC Åben Modus!
Diskussion
Trackbacks/Pingbacks
Pingback: Kampe efterår 2011 « FC Åben Modus – journalisthøjskolens stolthed - 13. november, 2011